Ghana

Ghana Historie :
Ghana var den første koloni i Afrika, som opnåede selvstændighed. Det skete i 1957. På det tidspunkt hed landet Guldkysten, men den første ting, man gjorde fra officielt hold, var at skifte navnet Guldkysten ud med navnet Ghana; navnet stammer fra et stort afrikansk rige, der eksisterede ca. 1000 år tidligere nordvest for det nuværende Ghana. Guldkysten var de tidligere kolonimagters navn for området.

Danmark-Norge havde fra 1658 til 1850 besiddelser på Guldkysten. Der blev etableret plantager og købt guld, elfenben samt slaver, der blev sendt til de dansk-vestindiske øer.

Andre europæiske magter var også repræsenteret på Guldkysten. Portugiserne kom til i 1471 og hollænderne i 1598. Sverige var også repræsenteret i en kort periode fra 1652, hvor de byggede et fort kaldet Carolusborg. Danmark erobrede i forbindelse med Carl Gustav-krigen 1657-60 fortet i 1658, men mistede det året efter til hollænderne. Danmark havde dog allerede grundlagt Fort Frederiksborg, og i 1661 blev Fort Christiansborg grundlagt. Det blev siden hovedsædet for dansk kolonial tilstedeværelse i området.

Hollænderne førte en meget dominerende politik i området og overtog i 1642 de portugisiske besiddelser. Danmark kom også under pres, men den danske tilstedeværelse blev reddet af briterne som i løbet af den anden britisk-hollandske krig 1664-67 slog hollænderne. I 1664 erobrede de med dansk artilleristøtte fra Frederiksborg Carolusborg, som blev omdøbt til dets nuværende navn Cape Coast Castle.

Handelen drejede sig i begyndelsen om civile varer som fx. klæde, glas m.m., som blev udvekslet for guld og elfenben, men gradvist skiftede handelen karakter. I sidste halvdel af 1600-tallet blev våben-for-slaver et dominerende element i handelen. De forskellige lokale folkeslag - som fx. Akim, Akwamu  Ashanti og Fante - førte talrige krige mod hinanden. Krigsfanger blev bragt ned til de europæiske handelsforter, som købte dem og bragte dem til Amerika som slaver.

På dette tidspunkt var europæerne kun repræsenteret i kystområderne, hvor de lå i skarp konkurrence med hinanden fra deres respektive forter. De lokale afrikanske magter udnyttede den interne strid mellem europæerne til at presse prisen og stille krav. Ville en europæisk kommandant ikke makke ret, lagde den lokale konge forterne fra den pågældende nation under belejring og dirigerede handelen andre steder hen. I nogle tilfælde udsattes den besværlige kommandant endda for giftmord. Det er derfor på dette tidspunkt forkert at tale om kolonisering. Europæernes stilling på kysten understreges af, at der også måttes betales leje for forterne til de lokale magthavere. Fra ca. 1750 var det primært Ashanti- og Fante-folket, som dominerede kystområdet og indlandet, hvor guldet, elfenbenet og slaverne kom fra.
 

Først senere, da briterne havde besejret en Hollandsk-Ashanti-alliance i 1873, begyndte, hvad man kan kalde en kolonisering af området. De hollandske besiddelser blev overtaget af briterne, og både Fante- og Ashanti-riget fik status som britiske protektorater. I 1896 blev områderne officielt annekteret af briterne. Året efter et Ashanti-oprør udråbtes i 1901 de samlede britiske besiddelser som kronkolonien Britisk Guldkysten.

Under anden Verdenskrig leverede kolonien soldater til de britiske felttog i Italiensk Somaliland, Abyssinien (Ethiopien) og Burma. I koloniens miner hentedes specielt mangan til produktion af kanoner.
Efter anden Verdenskrig blev landet i stigende grad præget af strejker og uroligheder i kampen for selvstændighed. Flere demonstranter blev fx. i 1950 dræbt af britisk beskydning fra det britiske hovedsæde i kolonien, det tidl. danske fort Christiansborg, i byen Accra.
Efter uafhængigheden 6. marts 1957 har Ghana været præget af politisk ustabilitet og militærkup. Men i midten af halvfemserne er en vis politisk ro faldet over landet. Præsident John Kufour blev i 2005 genvalgt.
 

Landet er dækket af tæt regnskov der nogle steder er ryddet for at give plads til kakao-, kaffe-, banan- og palmeolie plantager. I den nordlige del af landet er vegetationen savanne. Resten af landet er fladt med nogle højdedrag mod grænsen til Togo. Landets vigtigste flod er Volta, der vider sig ud i en kunstig sø ved Akossombo dæmningen. Klimaet er tropisk med regn om sommeren. Undergrunden er rig på guld, diamanter, mangan og bauxit. I landets nordvestlige hjørne breder ørkenen sig, og længere sydpå plages landet af afskovning.
 

Folket: Ghaneserne tilhører 7 forskellige etniske grupper: ashantier og fantierne, 44%, bor i landets centrale og sydlige del; ewé'erne (13%) og ga-adangbe (8%), bor i den sydlige og sydøstlige del på begge sider af Voltafloden; mole-dagbani'erne (16%), bor på savannen mod nord; guan (4%) og gurma'erne (3%) bor i dalene og højlandet mod nordøst.
 

Religion: Kristne (50%), traditionelle religioner (32%), muslimer (13%).
 

Sprog: Engelsk (officielt). Endvidere tales ga, hausa, fantéewe, gaadanghe, akan, dagbandim og mapusi.
 

Politiske partier: Den progressive Alliance er en koalition bestående af Den demokratiske Nationalkongres, Nationalkonventet og Partiet for alle ghanesere i verden (EGLE), der støttede Jerry Rawlings ved præsidentvalget i 1992. Det folkelige Nationalkonvent er den styrtede præsident Limanns parti og (teoretisk) arvtageren til landets første præsident - N'Krumahs - ideer. Det nationale uafhængige Parti. Det nye patriotiske Parti.
 

Sociale organisationer: Omkring 50 fagforeninger er samlede i enhedsorganisationen Ghanas Fagforeningskongres. Kvindebevægelsen 31. december er den kvindelige gren af den såkaldte «31. december Revolutionen» og ledes af Nna Konadu Agyeman Rawlings, gift med præsident Jerry Rawlings.
 

Officielt navn: Republic of Ghana
 

Administrativ inddeling: 10 regioner underopdelt i 110 distrikter
 

Hovedstad: Accra, 1.847.000 indb. (2003)
Andre vigtige byer: Kumasi, 906.400 indb.; Tamale, 259.200 indb.; Sekondi-Takoradi, 164.400 indb. (2000)
 

Regering: John Agyekum Kufuor, præsident, stats- og regeringschef siden januar 2001, genvalgt i 2004. Alhaji Aliu Mahama er vicepræsident siden 2000. Parlamentet har ét kammer med 230 medlemmer, der vælges ved direkte valg for en 4 årig periode. Den nuværende forfatning blev vedtaget den 28. april 1992.
Nationaldag: 6. marts (Uafhængighed, 1957)
Væbnede styrker: 5.000
Paramilitære styrker: 5.000 (folkemilitsen)
 

Omkring år 1300 ankom akan'erne - eller ashantierne - til det nuværende Ghana. Langs kysten eksisterede allerede det stærke kongerige Denkiera. Ashantierne slog sig ned i skovene i det indre af landet og dannede en række mindre riger, der betalte skatter til kyststaten.
Omkring det 15. århundrede lod ashantierne sig indlemme i de sudanesiske handelsforbindelser og benyttede markedet i Begho ved grænsen til det nuværende Côte d'Ivoire (Elfenbenskysten).

Der byttede de slaver og guld mod tekstiler og sudanesiske varer, eller måske mere eksotiske varer. Kongen af Kumasi havde i sit skatkammer et forarbejdet krus, der havde tilhørt den engelsk kong Richard II i 1367-1400.
 

I det 17. århundrede truede ny indvandring de små kongerigers eksistens i skovene. Indvandringen tvang alle ashantierne til at slutte sig sammen for at bekæmpe det indvandrede doma folk, der endte med at blive besejret.
 

De sudanesiske markeder var faldet sammen med sammenbruddet i Songhai imperiet langs Niger floden, invasioner fra Marokko og portugisernes erobringstogter, der bragte kaos i økonomien i det indre af landet. Samtidig var kystområdet fortsat behersket af Denkiera. Ashantierne stod derfor uden egne markeder, men i stedet for at betale skatter til Denkiera, besluttede de at føre krig mod dette kongerige. En krig de vandt. De organiserede en centraliseret stat ledet af Ashantihene - ashantifolkets leder - og støttet af en stærk hær. Fra år 1700 kontrollerede de transporten af slaver mod kysten og handelen med europæiske varer til det indre af landet.
 

Britisk kolonialisme :
Da englænderne begyndte at bekæmpe handelen med slaver, håndterede ashantierne den nye «markedskrise» ved at forsøge at fordrive fanti-folket fra den del af kysten, hvor en betydelig af kysthandelen endnu var koncentreret. De fik imidlertid støtte af englænderne, hvilket udløste den første krig mellem England og ashantierne (1806-1816), der blev fulgt af andre i 1825-1828 og 1874. Efter den sidste krig gjorde englænderne fanti-territoriet til britisk koloni, og med det påskud at forsvare området mod Samori Turé (se Guinea), udråbte de i 1895 området i nord til britisk protektorat.

Den nordligste del af landet og kystområdet var nu under britisk dominans, mens den centrale del udgjordes af ashantistaten. Nye sammenstød fulgte, og i 1896 udbrød der en ny krig mellem de to parter. Ashantihovedstaden Kumasi blev bombarderet med kanoner, kongen styrtet og sendt i eksil, og ashantierne fik at vide, at de skyldte englænderne 50.000 ounzes (ca. 1500 kg) guld i «krigskadeerstaning».
 

Fire år senere forsøgte kolonimagten at opkræve erstatningen, så guvernøren kunne sætte sig på den symbolske trone af guld, men dette udløste et omfattende oprør. Det blev kvalt i blod - tusinder blev dræbt. I 1902 blev ashantikongeriget formelt gjort til en del af den britiske koloni

Guldkysten:
Trods de etniske og religiøse forskelle mellem folkeslagene i landet udvikledes der i løbet af første halvdel af det 20. århundrede en stærk nationalisme i landet. Samtidig udvikledes der økonomiske skel mellem den nordlige del af landet, hvor de traditionelle økonomiske strukturer fortsat var fremherskende, og den sydlige del af landet hvor der udvikledes en arbejderklasse af en vis betydning og et europæiseret afrikanske mellemlag.
1957 Selvstændighed
 

I 1957 fik landet sin selvstændighed. Lederen af den nye stat var Kwame Nkrumah. Han havde været leder af nationalistbevægelsen i Ghana i flere år, blev født i 1909, arbejdede som lærer, men fik chancen til at studere videre - bl.a. i USA hvor han boede i ti år - og senere i England, hvor han var en af lederne i det politiske arbejde blandt afrikanerne i landet. Han var en af organisatorerne af den første panafrikanske kongres. Han vendte tilbage til Ghana i 1947 og blev leder for en bevægelse, som havde navnet United Gold Coast Convention (UGCC). Det var en forholdsvis moderat nationalistbevægelse med støtte først og fremmest blandt det begrænsede afrikanske borgerskab. Nkrumahs politik kom imidlertid til at stå i modsætning til denne gruppe. Han satsede på at udvikle en mere radikal massebevægelse, og han baserede denne på fire grupper i det ghanesiske samfund. Den mest betydningsfulde gruppe i nationalistbevægelsen var de unge, halvt uddannede og uetablerede, som var kommet til byerne under højkonjunkturen i den ghanesiske økonomi lige før og under den 2. verdenskrig, men som nu gik arbejdsløse og uden muligheder for at skaffe sig ordentlig fodfæste i samfundet på grund af lavkonjunkturen efter krigen. Denne gruppe havde forgreninger til pjalteproletariatet i byerne, og det var blandt disse grupper, at Nkrumah i første omgang kom til at skaffe sig sine mest ivrige tilhængere. Den anden centrale gruppe i nationalistbevægelsen var veteranerne fra den 2. verdenskrig. De havde kæmpet for briterne - først og fremmest i Asien - og var blevet lovet arbejde, når de kom tilbage til Ghana. Det fik de ikke. Den tredje gruppe var bønderne som var utilfredse med, at de fik dårlig betaling for deres varer og måtte betale høje priser for de varer, de havde brug for. Den fjerde gruppe var arbejderklassen, som kæmpede for højere løn og retten til at drive faglig virksomhed. Arbejderne - som var forholdsvis få - kom til at udgøre den mest bevidste og socialistiske del af nationalistbevægelsen.
 

Med basis i disse grupper udviklede Nkrumah en aktiv modstandspolitik mod briterne. Han krævede øjeblikkelig selvstændighed og organiserede boykotter, strejker og forskellige ikke-voldelige aktioner.
 

I 1949 brød Nkrumah med de moderate kræfter i UGCC og dannede Convention Peoples Party (CPP). Som leder af dette parti vandt han de valg, der blev holdt i 1951 og umiddelbart før selvstændigheden i 1957. I hele perioden arbejdede han desuden for panafrikanismen og for støtten til befrielseskampen i de andre afrikanske kolonier. I 1955 repræsenterede han (det endnu ikke selvstændige) Ghana på Bandung konferencen, der blev åbningskonferencen for de Alliancefri Landes Bevægelse.
 

I Ghana gik udviklingen dog ikke så godt efter selvstændigheden. Ud over kravet om selvstændighed var grundlaget for nationalistbevægelsen uklart, og Nkrumahs politik kom også til at være præget af uklarhed. Den indebar ikke noget egentlig brud med den vestlige imperialisme. Den var nok socialistisk i ord, men i ringe grad i praksis. Bl.a. udviklede der sig modsætninger mellem regeringen og arbejderbevægelsen, fordi lønudviklingen var negativ.

Samtidig øgedes korruptionen, og i stedet for at udbygge masseorganisationerne blev det politiske arbejdet orienteret mod en grotesk persondyrkelse af Nkrumah. Han holdt fast ved visionen om et stærkt og forenet Afrika, men han var ikke i stand til at omsætte denne i praksis.

Politikken var præget af manglende konsekvens og førte til, at de rige blev rigere, og at de grupper der havde været grundstammen i nationalistbevægelsen forblev fattige.